Super oplevelse ved Fidusløb i Frederikshåb Plantage

Fidus2015_collage

På en smuk, solrig og frostklar morgen den første søndag i februar var vi 4 løbere fra klubben, der deltog i det årlige Fidusløb arrangeret af Kolding Orienteringsklub. Anders og Henrik Andersen har deltaget tidligere, men for Anne og jeg var det vores debut i et rigtig sjovt løb, hvor man løber på to-mands hold og udfordres både orienteringsteknisk og på fantasi og kreativitet.

Dagen startede med, at alle deltagere mødtes på et angivet mødested, hvorfra vi kørte i kortege ca. 10 km ud til startpunktet i den hemmelige skov, som viste sig at være Frederikshåb Plantage. Efter udlevering af kortmateriale og postbeskrivelser og en kort instruktion blev løbet erklæret igang, og vi havde nu to timer til at klippe poster og indsamle flest mulige point. Temperaturen taget i betragtning hoppede vi alle i bilerne og pakkede vores kortmateriale ud for at indtegne nogle af de manglende poster på kortet – hvis vi da kunne gennemskue de spidsfindige anvisninger på placeringerne.

Herefter var det afsted ud over stepperne på jagt efter de nyindtegnede poster på “det rygende bjerg” eller i sydenden af “den økologiske tændstik”. Ved nogle af dem kunne vi finde anvisninger på yderligere postplaceringer og i alt var der mulighed for at komme rundt til 47 poster, hvilket dog ikke lykkedes for nogen indenfor tidsfristen.

Tak til banelæggere Ulrik Staugaard og Claus Lyngby for et rigtig sjovt løb som fordrede samarbejde og bød på anderledes udfordringer – vi er helt sikkert med igen næste år og kan kun opfordre alle, der har lyst og mod på en sjov oplevelse til at melde sig til !

Vibeke Edsen

FrHplantage