Topplaceringer ved Åben DM Biathlon

Åben DM i Biathlon Orientering i Frederikshåb Plantage

I weekenden d.1 og 2 november deltog Inge Kølbæk Bonne samt Anders, Anne og Vibeke Edsen i de Åbne Danske Mesterskaber i Biathlon orientering i Frederikshåb Plantage mellem Kolding og Billund. Stævnet var arrangeret af Kolding Orienteringsklub.
Der blev dystet i to discipliner, henholdsvis klassisk og sprint. Vi løb den klassiske konkurrence om lørdagen og her startede vi med at skyde 10 skud liggende, derefter løbe en punktorienteringsbane og fortsatte ud på en almindelig orienteringsbane for endelig at slutte af med 10 skud stående.

Stående skydning på skydebanen i Frederikshåb Plantage

Stående skydning på skydebanen i Frederikshåb Plantage

På punktorienteringsbanen, som er 3 km lang og ens for alle, får man udleveret et blankt orienteringskort og man følger en snitzlet bane, hvorpå der er 10 “stationer”. Disse stationer byder på to typer udfordringer,- enten skal man markere med en sikkerhedsnål på kortet hvor man er – eller man skal markere en post, der er placeret nogle hundrede meter ude i terrænnet. Straffen for ikke at prikke rigtigt er 1 min. per millimeter (dog max.10). På skydningen skydes på faldmål (kendt fra skiskydning) og man får tillagt 2 min. for hver forbier. Tiden tæller samlet for hele konkurrencen, der starter og slutter med at man ligger sin emit brik i en kontrolenhed – ganske som vi kender det fra orienteringsløb. Her er der blot mulighed for at erhverve sig ganske mange minutter i tillæg til den effektive tid :-)

Søndag var der sprint på programmet. Her startede vi med en kort løbebane for lige at få pulsen op og derefter vekslede vi mellem at skyde, løbe strafrunder for eventuelle forbiere, løbe en orienteringsbane, skyde, strafrunder, orientering  osv. Ialt 2×5 skud liggende og 2×5 skud stående, 3 orienteringssløjfer og et individuelt antal strafrunder.

 

Topplaceringer til Inge og Vibeke

Inge og Vibeke ved præmieoverrækkelsen efter sprintdistancen om søndagen

Og hvordan gik det så ??

Det gik faktisk rigtig rigtig godt, -  Anders og Anne tog hver to overbevisende 1, placeringer. Vibeke fik en 2. plads om lørdagen på den klassiske distance, hvor Inge desværre havde et fejlklip. Om søndagen blev det imidlertid til revanche med en 2. plads til Inge og en 3 plads til Vibeke. Begge dage var vi begunstiget med fantastisk efterårsvejr og meget veltilrettelagte baner i et smukt, svært og kuperet terræn med mange detaljer.

Biathlon er en niche sport, men det er rigtig rigtig sjovt og udfordrende. Som orienteringsløber har man en god forudsætning for at dyrke denne sport, men har man ikke på forhånd kendskab til våben må denne erhverves først. Dette kan gøres ved at melde sig ind i en skytteklub, hvor man kan få den fornødne skydetræning og lære at håndtere et våben. Desværre er der ikke så mange stævner i Danmark, men har man lyst til at prøve sig selv af i denne sport er det med eksisterende eller erhvervet våbenkendskab blot et spørgsmål om at kaste sig ud i det.

Læs mere om stævnet og biahtlon i Danmark her: www.biathlon.dk